Lørdag i Lysskoven - på Kulturmødet Mors
Slagteriet i Holstebro og Ovation er blevet inviteret til at stå for programmet på scenen Lysskoven lørdag den 23. august 2025 – og vi fylder den med skarpe debatter, kreative perspektiver, fællessang og kultur med kant.
Programmet i Lysskoven kredser om temaet: "Muligheder og umuligheder i kunstnerisk og kreativt entreprenørskab" – og det bliver alt andet end enstemmigt. Seks debatter inviterer til nuancer, uenighed og idéudveksling på højt niveau.
Vi har sammensat en dagsorden, der bringer både udvikling af kulturerhverv og politisk debat i spil – og ikke mindst inddrager aktører fra hele landet, bl.a.: Dansk Industri, den politiske scene, Kulturens Analyseinstitut, Færchfonden, Entreprenerdy, ArtHack, Kulturens Selvstændige og De Kreatives Forretning.
Udsnit af programmet:
Åbningsdebat med Ane Cortzen: Når kunstens erhverv møder virkeligheden! Dagen begynder med en stor debat om hvordan og hvorfor kunstnere, kulturhuse og kreative erhverv skaber dokumenteret værdi. Alligevel halter det med adgang til kapital og politisk støtte. Slagteriet i Holstebro og Ovation har inviteret Ane Cortzen til at styre en skarp og nødvendig politisk debat.
For Funds Sake –om jagten på penge, og hvordan fondsstøtte, medfinansiering og entreprenørånd kan gå hånd i hånd.
Mere end mursten – om de kreative miljøers egentlige rolle: som steder for idéer, fællesskab og kulturel udvikling.
Det giver mening! Når kunst og kultur gør en forskel - om hvordan kunstneriske og kreative erhverv kan kaste nyt lys over samfundsudviklingen – og hvordan kunstneriske greb kan være en del af løsningen på tidens udfordringer.
SamtaleBanko - med Marie Carmen Koppel og De Kreatives Forretning. Hvad ville der ske med os og vores samfund, hvis de udøvende kunstnere forsvandt? Og hvordan lever man egentlig af at være kunstner? Her inviteres publikum med ind i en levende, humoristisk og eftertænksom samtale om det skabende kunstnerliv.
Følg med her på siden eller på www.slagteriet.dk hvor det fulde program for dagen vil være at finde indenfor de kommende uger.
Vi glæder os til at skabe en dag fyldt med visioner, vid og vilje – i Kulturmødets grønne hjerte.
Det praktiske:
Dato: 23. august 2025
Tid: Kl. 10.00 – 16.00
Hvor: Scenen ’Lysskoven’
Alle er velkomne!