Skuespiller, projektleder, coach og antropolog I By Guggenheim I Venø

Maria Guggenheim

Baggrund

Maria Guggenheim er uddannet i Paris som skuespiller. Hun har haft hovedroller i film og tv-serier i Frankrig, Italien, Det Indiske Ocean etc.

I dag underviser Maria bl.a. på Dansk Talentakademi i Holstebro og på Kulturskolen i Ringkøbing-Skjern. Hun har desuden coachet professionelle skuespillere og unge talenter, der søger ind på skuespillerskoler herhjemme og i udlandet.

Foruden skuespilleruddannelsen er Maria Guggenheim uddannet antropolog og projektleder.

Undervejs i Ovation-forløbet stod det ret tidligt klart, at By Guggenheim skal have et særligt fokus på talentudvikling i yderområder, så unge mennesker i provinsen har de samme, måske endda bedre, chancer for en karriere indenfor skuespil, som unge i storbyen.

”Talent handler om mennesker, som har nogle særlige evner - ikke hvor de er født og vokset op! ”

Forretning

Marias virksomhed, By Guggenheim, er en relativt nystartet virksomhed (2021). Fokus er talentudvikling, coaching og undervisning i filmskuespil. Målgruppen er unge talenter såvel som professionelle skuespillere.

 Med base i Nordvestjylland er ambitionen med talentudvikling og undervisning at hjælpe unge mennesker i provinsen på vej, så de herhjemme og i udlandet har de bedst tænkelige muligheder for at udleve deres drømme om en karriere indenfor skuespil og kreative fag. 

”Mit mål er at By Guggenheim bliver en slags rugekasse og fødselshjælper for unge talenter, der drømmer om en karriere indenfor skuespil. I første omgang med base i Nordvestjylland, men min personlige drøm og ambition er at løfte opgaven i andre yderområder herhjemme og i udlandet. ”

Ovation

Som relativt nystartet virksomhed var motivationen for at blive en del af Ovation først og fremmest at trykteste og forfine den forretningsmodel, som ligger til grund for By Guggenheim. Allerhelst i selskab med mentorer og andre selvstændige indenfor kunst og kreative fag.

 At være selvstændig og drive en sund forretning indenfor kreative fag rummer nogle særlige udfordringer, som er anderledes end de udfordringer andre nystartede virksomheder står overfor. At gøre det i Nordvestjylland, og meget langt væk fra storbyens kulturmiljøer, føjer endnu flere udfordringer til.

“Forhåbningerne blev indfriet, og i disse uger er jeg i fuld sving med at udvide mit netværk med mulige samarbejdspartnere i og udenfor Nordvestjylland. Mange af mine nye kontakter kan jeg takke Ovation-forløbet for. “